Vilja - Alpakka

Lækkert 3-trådet kamgarn spundet af ren alpaka.
Alpakafibre kommer fra alpakaen (en lama-art hørende til kamel-familien) i det sydamerikanske højland. Alpakafibrene er hule, hvilket giver fibrene en meget høj isoleringsevne og det gør garnet dejligt "varmt". Alpakaen skal jo kunne holde sig varm i de frostkolde nætter i højlandet.
Alpakafibre har en flot silkeagtig glans, som giver et meget smukt garn.
Alpakaen er sociale dyr der lever I grupper bestående af en territorial han, hunner og deres unger. De er venlige, rolige, intelligente og meget observerende. De bryder sig ikke om fremmede i deres område (andre alpakaer eller mennesker), og advarer om eventuelle farer ved at trække vejret med en høj skarp lyd. Alpakaerne kan undertiden finde på at angribe/sparke mindre predatorer og andre der trænger ind på deres område. Den mest kendte forsvarsteknik er dog deres karakteristiske spytten. Alpakaen har nemlig, som dens slægtninge vikunjaen, guanakoen og lamaen, den specielle egenskab at spytte, når de skal forsvare sig. I virkeligheden hoster de et halvfordøjet stinkende maveindhold op gennem både næse og mund og kan ramme med stor træfsikkerhed.
Ulden fra disse fantastiske dyr er både stærkere og varmere end lammeuld.
Desuden indeholder uld fra alpacaen ikke lanolin, og er derfor egnet til allergikere. Det er nemlig ofte lanolinen, man som allergiker reagerer på.
Den smukke, og bløde uld, er super velegnet til al form for beklædning, og med den rette pleje, holder det sig smukt i mange år.